Torsdag aften havde jeg et par venner på besøg til lidt mad og vin. Som en lille starter serverede jeg hjemmelavede rodfrugtchips og en aioli med kaffesmag og selleripersille som dip.
Chipsne bestod af var kartofler, gulerødder og skorzonérødder. Hvis man har mod på at hælde olie i en gryde og varme det op, er der ikke ret lang vej til de hjemmelavede chips. Tynde skiver kartofler (eller anden rodfrugt) skal blot friteres i olien indtil de skifter farve. Herefter placeres de på fedtsugende papir og saltes. Lettere bliver det ikke.
Aftenens egentlige måltid var burgere – hjemmelavede og med stegte kartofler til.
Burgerne og retten i det hele taget, er inspireret delvist af Claus Meyer (tomatrelish), men i særdeleshed Heston Blumenthal. Han har haft et tv-program på BBC, hvor han søger efter perfekte opskrifter. Der er en lille smule Heston i både kartoflerne og i bøffen. Kartoflerne laves ved at koge dem indtil de begynder at gå i stykker i kanten. Derefter skal de vendes i varm olie i et fad og så en time i ovnen. Ovnbrasede kartofler om man vil.
Hvad angår bøffen så samlede jeg en “pølse” af hakket oksekød. Jeg sørgede for at alle de små kødstrenge lå i samme retning. Derefter pakkede jeg det ind i film og lod det hvile i et lille døgn. Umiddelbart inden bøfferne skal steges, skærer man blot skiver af kødpølsen. Udover at det en handy måde at have kødet på, så giver det en ufattelig mør hakkebøf fordi fibrene ligger rigtigt. Den falder meget let fra hinanden når man spiser den.
Til både burgerne og kartoflerne havde jeg lavet en kraftig tomatketchup. Opskriften og fremgangsmåden findes her (klik på tomato sauce).
1 kommentar
maj 23, 2009 kl. 9:57 am
Interessant indgangsvinkel til bøfferne. Det skal helt sikkert afprøves, for det lyder lækkert!